tirsdag den 8. januar 2008

Debat om bibliotekernes fremtid: Nye behov? nye kulturvaner?



Bibliotekernes fremtid er i øjeblikket genstand for en debat i både den trykte og den elektroniske landsdækkende presse. Debatten føres naturligvis kontinuerligt i bibliotekskredse og meninger brydes i takt med, at udviklingen skrider frem.

Biblioteksloven fra 2000 åbnede i høj grad op for at ikke kun bogen er et obligatorisk medie, men også musikbærende materialer og elektroniske medier – såsom e-ressourcer fremover er naturlige medier, som i takt med samfundsudviklingen og medieudviklingen giver bibliotekerne et nyt medielandskab at forholde sig til og at agere indenfor.

Bibliotekernes fornemmeste opgave er og har altid været at finde det optimale sted at udøve sin virksomhed i krydsfeltet mellem informationsformidling, kulturformidling og det at være en kulturbærende institution, og opgaven kræver selvsagt en stadig tilpasning til den brede brugergruppes nye mediebehov og nye kulturvaner.

Et af de store spørgsmål netop nu er, om bibliotekernes virksomhed skal indrettes efter markedsvilkår d.v.s. at de nye bøger skal indkøbes meget massivt i bibliotekerne og præsenteres ligeledes massivt på bekostning af den mere smalle litteratur, som til gengæld så købes i mindre omfang og for en stor dels vedkommende efter et stykke tid bliver placeret på depot.

Et andet stort spørgsmål, som også hænger sammen med bøgerne og i ligeså høj grad med de øvrige medier, er præsentationen af de fysiske og elektroniske biblioteksmaterialer i biblioteket.
Indretningen af biblioteket spiller nemlig en stadig større rolle for brugernes benyttelse af bibliotekets tilbud. Da udlånstallene på bøger i mange år har været faldende er det derfor aktuelt at diskutere formidlingen af bøger og bøgernes fysiske placering i og som del af biblioteksrummet. En nytænkning af indretningen giver nemlig forbedrede muligheder for at udnytte biblioteksrummet til i højere grad at være kulturelt mødested.

Kunsten og udfordringen er at bibliotekstilbuddet skal tilgodese brugernes behov og pirre deres nysgerrighed i så høj grad at de har lyst til og behov for at vende tilbage igen og igen, og når bibliotekerne har en brugergruppe der populært sagt - spænder fra vugge til grav - er der heldigvis altid grundlag for at diskutere bibliotekernes nutid og fremtid!

Eva S. Larsen/vicestadsbibliotekar

Ingen kommentarer: